Stamhold Iris
Iris er til dig med svær autisme, udviklingshæmning eller multihandicap. Det vil sige, at du har fysiske og kognitive funktionsnedsættelser uden talesprog, og at du vil få et beskyttet voksenliv.
Undervisningen
Med udgangspunkt i dig udvikler vi dine kommunikative kompetencer, hjælper dig til at tilegne dig enkelte selvstændige handlemuligheder og lærer dig, at blive selvbeskæftiget i korte perioder. Det betyder, at undervisningen er tilrettelagt efter dine individuelle kompetencer, interesser og potentialer og har fokus på dit ungdomsliv og dit daglige liv. Undervisningen er planlagt så konkret som muligt, og din trivsel og velvære er i højsædet.
Kommunikation, samspil og relationer - jer elever imellem og mellem elever og medarbejdere - er grundpillen i undervisningen.
Undervisningens indhold
I undervisningen indgår daglige-, ugentlige- og periodiske aktiviteter:
- Daglige faste aktiviteter er fx morgenmøde hvor vi planlægger dagen med piktogrammer, individuel undervisning, frokost, personlig hygiejne.
- Ugentlige faste fællesaktiviteter er fx musik, madlavning, historiefortælling og gymnastik/bevægelse.
- Periodiske aktiviteter er fx emnearbejder, turdage, studieture, koncerter, besøg på bosteder, dagcentre og præsentation af evt. mulige fritidsaktiviteter.
Det lærer og laver vi:
- Undervisning i fx talemaskiner og piktogrammer
- Madlavning
- Lytte til oplæsning
- Basal ADL-træning (almindelig daglig levevis) fx spisetræning, toilettræning og at køre med offentlige transportmidler
- Sansemotorisk stimulation
- Grov- og finmotoriske kompetencer
- Spille huskespil og musik
- Lære hensigtsigtmæssig adfærd i forskellige sociale miljøer
Totalkommunikation
Vi arbejder ambitiøst med totalkommunikation, der omfatter alt fra kropslige udtryk, betydningsbærende lyde, tegn, inddragelse af grafiske symboler, computer og til andre tekniske hjælpemidler.
De fysiske rammer
Undervisningen foregår på Specialcenter Roskildes afdeling på Sognevej 50 i Gundsømagle.
Undervisningen foregår i lyse og rolige lokaler og skolen er omgivet af skønne omgivelser. Det er også her Dagklubben ligger.
Få papir på dine evner
Når du afslutter din uddannelse på stamholdet Iris, får du et Kompetencebevis på dine kompetencer og alt det du har lært - både fagligt, personligt og socialt. Læs mere om Kompetencebeviserne.
Har du lyst til at gå på Iris?
Har du lyst til at være en del af stamholdet Iris, så skal du kontakte din UU-vejleder, som kan hjælpe dig videre og rådgive dig i forhold til indstilling og visitation.
Download pjecen om Stamhold Iris
![]() |
Find vej
Brug Rejseplanen for at finde vej til os med bus eller tog
Klik på "Rutevejl.." på kortet for at finde vej i bil eller på cykel.